38 initiativer, der kredser om transportsektoren, landbruget, skibsfarten, boligområdet og forbrugeroplysning. Her kan du få et overblik over dem alle:
1. Stop for salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030 og for nye plugin-hybridbiler fra 2035
Der skal ikke sælges flere nye traditionelle benzin- og dieselbiler i Danmark efter 2030, og fra 2035 skal der heller ikke sælges nye plugin-hybridbiler. Regeringen vil nedsætte en kommission, der skal komme med forslag til en samlet strategi for omstillingen af transportsektoren. Alle nye personbiler skal være lavemissionsbiler fra 2030, og målet skal skærpes yderligere, så alle nye biler fra 2035 er nulemissionsbiler.
2. Kommission skal vise vejen
Regeringen vil nedsætte en kommission, der får til opgave at analysere tiltag til udbredelse af grønne biler i stor skala i Danmark. Kommissionen skal også se på, hvordan vi fjerner barrierer, udbygger og omstiller infrastrukturen til de nye biltyper og forbereder samfundet økonomisk til en storskalaudrulning af grønne biler. Kommissionen får derudover til opgave at komme med forslag, der kan tilvejebringe alternative indtægter, når provenuet fra nuværende brændstofafgifter forsvinder.
3. Ingen registreringsafgift på grønne biler under 400.000 kroner i 2019 og 2020
Regeringen vil hæve bundfradraget i registreringsafgiften for elbiler og plugin-hybridbiler, så det i 2019 udgør 40.000 kroner og 77.500 kroner i 2020. Regeringen vil samtidig udskyde indfasningen af registreringsafgiften med ét år.
4. Lavere beskatning af grønne firmabiler
Regeringen vil fra perioden 2019 til 2022 indføre et fradrag i beskatningsgrundlaget for grønne firmabiler på 30.000 kroner.
5. Det skal være hurtigere at oplade sin lavemissionsbil
Regeringen vil afsætte en pulje på i alt 80 millioner kroner til hurtigladestandere, hvoraf 20 millioner kroner øremærkes hurtigladestandere på statsvejnettet, og 60 millioner kroner øremærkes til det kommunale vejnet med særligt fokus på trafikale knudepunkter.
6. Bedre mulighed for kommunerne for at give lavemissionsbiler rabat på parkering
Regeringen vil give kommunerne friere rammer til selv at give rabat til nul- og lavemissionsbiler.
7. Sikkerhed for parkeringspladser til lavemissionsbiler med opladning
Regeringen vil indgå aftale med kommunerne om at sikre areal til, at private aktører kan opsætte tilstrækkeligt med ladestandere i byerne.
8. Kommunerne kan give tilladelse til kørsel i busbaner for lavemissionsbiler
Regeringen vil give kommunerne mulighed for at tillade, at lav- og nulemissionsbiler kan køre i busbaner.
9. Forskning i elbilers samspil med energisystemet
Regeringen vil igangsætte forsknings- og udviklingsaktiviteter målrettet elbilers samspil med energisystemet.
10. Slut med udledning af CO2 og luftforurening fra busser i byerne fra 2030
Regeringen går efter at gennemføre en grøn omstilling af rutebusserne. Det skal ske i tre trin:
- Første trin er i 2020, hvor nye busser skal være CO2 -neutrale
- Næste trin er i 2025, hvor nye busser i byerne hverken må udlede luftforurening eller CO2
- Tredje trin er fra 2030, hvor ingen busser i byerne må udlede luftforurening eller CO2.
Regeringen vil invitere kommuner og regioner til en drøftelse om at gennemføre denne omstilling.
11. Ren luft i de store byer – miljøzoner up to date
Regeringen vil give de fem største danske byer mulighed for at indføre miljøzoner med skærpede krav til lastbiler, busser og varebiler. Reglerne skal indføres reglerne trinvist frem til 2025. Regeringen vil samtidig stramme håndhævelsen af miljøzonereglerne gennem en digitalisering af ordningen.
12. Benzin og diesel skal ud af taxidriften inden 2030
Senest i 2030 skal alle taxier i Danmark være nulemissionsbiler. Regeringen vil stramme energikravene til nye taxier i 2019, 2022 og 2025, så ingen nye taxier udleder CO2 eller luftforurening fra 2025. I 2019 og 2020 er antallet af nye taxilicenser begrænset til 500 om året, som fordeles ved lodtrækning. Regeringen vil give taxivognmænd med nulemissionsbiler garanti for en taxilicens.
13. Fordele for grønne taxier
Regeringen vil gøre det nemmere for passagererne at vælge en grøn taxi frem for en konventionel taxi ved holdepladserne på stationer og andre lignende trafikknudepunkter ved at reservere plads til de grønne taxier forrest i køen.
14. Højere skrotpræmie til gamle dieselbiler
Regeringen afsætter en pulje på 100 millioner kroner til midlertidigt at hæve skrotpræmien for ældre dieselbiler. Ejere af gamle dieselbiler fra før 2006 vil således kunne få en skrotpræmie på 5.000 kroner.
15. Det skal være slut med NOx-snyd
Regeringen har skærpet bødestraffen fra 1. januar 2018, og med en intensiveret udviklings- og håndhævelsesindsats vil regeringen gøre det lettere at opdage snyderiet.
16. Al ny asfalt på statens veje skal være klimavenlig
Regeringen vil fra 2020 udrulle klimavenlig asfalt på alle strækninger af statsvejnettet, som står til at skulle have ny belægning, hvis et igangværende pilotprojekt kan bekræfte de forventede effekter og holdbarheden af asfalten.
17. Mere biobrændstof i benzin og diesel
Regeringen vil forhøje kravet for iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel til 8 procent.
18. Mere miljøvenlig krydstogtturisme i Østersøen
Regeringen vil tage initiativ til et internationalt samarbejdsprojekt for at fremme mere miljøvenlig krydstogtturisme i Østersøregionen i samarbejde med erhvervet, myndigheder, turistorganisationer med videre.
19. Overvågning af svovludledning i danske farvande
Regeringen vil fortsat prioritere en effektiv håndhævelse af svovlreglerne. Regeringen vil fortsætte med at overvåge og kontrollere skibes udledninger af svovl i de danske farvande. Regeringen har samtidig fremsat lovforslag om at offentliggøre navne på de rederier, som overtræder reglerne.
20. Mindre ammoniak i luften
For at styrke indsatsen mod ammoniak i luften vil regeringen nedsætte et udvalg, som skal vurdere mulige tiltag, der kan bidrage til opfyldelse af målene om reduktion af ammoniak i NEC-direktivet. Allerede nu afsættes en pulje til konkrete tiltag, der skal anvendes til at følge op på udvalgets arbejde. I alt afsættes 160 millioner kroner til indsatsen.
21. Forbedring af biogasanlæggene
I samarbejde med biogasbranchen igangsætter regeringen en målrettet indsats for at mindske metanudslippet fra danske biogasanlæg.
22. Luft- og klimavenlig teknologi i svinestalde
Regeringen vil etablere en tilskudsordning til investeringer i nye slagtesvinestalde, der skal være med til at udbrede ammoniak- og drivhusgasreducerende teknologier.
23. Styrket klimaforskning
Regeringen vil afsætte 90 millioner kroner til klimaforskning i landbruget.
24. Fremme af præcisionslandbrug
Regeringen vil derfor fremme præcisionslandbrug, hvor man med højteknologiske løsninger som sensorer og GPS-data kan optimere dyrkningen.
25. Jordfordelingsfond med fokus på miljø, klima og natur
Regeringen har sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i forbindelse med hjælpepakken til landbruget etableret en jordfordelingsfond på 150 millioner kroner.
26. Partnerskab med erhvervet
Regeringen vil etablere et partnerskab med landbruget, der skal sigte efter fortsat at udvikle et klimavenligt dansk landbrug i verdensklasse.
27. Gamle brændeovne skrottes ved ejerskifte
Regeringen vil indføre en ordning, der betyder, at når danskerne køber ny bolig eller sommerhus med en eksisterende brændeovn, skal det tjekkes om den er så effektiv og miljørigtig, som den bør være. Er brændeovnen fra før 2000, skal den skrottes eller udskiftes til en ny brændeovn.
28. Skrotpræmie til gamle brændeovne
Regeringen afsætter 46 millioner kroner til en midlertidig national skrotningsordning for gamle brændeovne. Ejere af de ældste brændeovne vil kunne få cirka 2.000 kroner i tilskud, hvis de skrotter eller udskifter deres gamle brændeovn.
29. Strammere krav til klimaskadelige gasser i køleanlæg
Nogle af de allermest skadelige drivhusgasser er de såkaldte F-gasser, der blandt andet bruges som kølemidler i detailhandelen. Regeringen vil stramme kravene til anvendelse af kølemidlerne.
30. Strategi for udvikling af gassystemet
Regeringen vil i henhold til energiaftalen formulere en gasstrategi, som skal skabe det nødvendige grundlag for et markedsbaseret og kommercielt udnyttet gassystem. Strategien skal blandt andet forholde sig til potentialet i biogas og andre grønne gasser.
31. Adfærdskampagne med klimamærkning
Med udgangspunkt i et klimamærke vil regeringen igangsætte en kampagne. Indsatsen vil blive tilrettelagt med rådgivning fra et panel af adfærds- og forbrugereksperter og i dialog med erhvervslivet.
32. Klimaaktiviteter for danskerne
Regeringen vil brede klimaengagementet ud til danskere i alle aldersgrupper gennem undervisningsinitiativer og folkelige aktiviteter. Regeringen vil lancere ’Klimaets Pris’, der årligt skal gives til det bedste danske klimainitiativ.
33. Forskningsindsats for CO2-optag og -lagring
Regeringen vil afsætte 100 millioner kroner til en dedikeret dansk forsknings- og udviklingsindsats inden for CO2-optag og -lagring. Indsatsen vil omfatte både teknologiske tiltag og tiltag, der retter sig mod biologisk optag i skove og jorden.
34. Brug af CO2-optag i klimaindsatsen
Frem mod 2030 har Danmark mulighed for at medregne forbedringer af kulstofbalancen i form af de såkaldte LULUCF-kreditter. Det er et klimatiltag, som regeringen vil gøre brug af.
35. Analyse til forbedrede opgørelser af CO2-optag i jord og skov
Regeringen vil igangsætte en analyse, der skal forbedre opgørelsesmetoderne, så man mere målrettet kan øge optaget af CO2 .
36. Annullering af CO2-kvoter
Regeringen vil som en del af klimaindsatsen frem mod 2030 annullere 8 millioner kvoter fra kvotehandelssystemet.
37. Flere penge til klima i 2026-2030
Regeringen har sammen med aftalekredsen bag energiaftalen fra juni 2018 besluttet at tilvejebringe 250 millioner kroner årligt i 2026-2030 til klimainitiativer.
38. Løbende opfølgning på indsatsen
Regeringen vil foretage en løbende opfølgning på klimaindsatsen i 2022, 2024 og 2027.
Finansiering
Regeringen vil finansiere de konkrete initiativer i klima- og luftudspillet ved udmøntning af følgende puljer:
- Midler fra rammen afsat til grønne initiativer på finanslovsforslaget for 2019
- Pulje til grøn transport afsat i energiaftalen fra juni 2018
- Resterende midler i grøn klimapulje fra aftale om afskaffelse af PSO-afgiften
- Pulje til avancerede biobrændsler fra aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer
- Mindre del af puljen til energilagringsprojekter fra udmøntning af successionsmidler
- Derudover vil regeringen anvende reserver afsat på finanslovsforslaget for 2019 samt finansiering på energiområdet.
- Endelig finder regeringen, at nødvendig finansiering udover ovenstående kan tilvejebringes ved at prioritere dele af det finanspolitiske råderum.